Torsdag var debutanternes aften på Vejle Stadion, da U21-landsholdet mødte Norge i en testkamp forud for mandagens EM-kvalifikationskamp på udebane i Wales.
Debuterende U21-landstræner Lars Knudsen havde valgt at give debut til fire spillere i startopstillingen - hvor Theo Sander, Tobias Storm, Noah Markmann og Villads Nielsen alle fik deres første minutter som U21-landsholdsspillere.
Første halvleg strøg afsted uden de store muligheder - lige indtil vi nåede ca. halvvejs.
Thomas Jørgensen fik tæmmet bolden i feltet og sendt den ind bag den norske keeper. Desværre for danskerne havde Jørgensen haft hånden på bolden i samme sekvens, og målet blev derfor annulleret.
Resten af halvlegen forløb uden de store muligheder. 0-0 ved pause.
I løbet af anden halvleg gav Knudsen debut til yderligere en bunke spillere.
August Priske, Oscar Schwartau, Ludwig Vraa, Silas Andersen, Jakob Jessen og Max Ejdum fik alle debut i løbet af halvlegen, hvor de norske modstandere desværre trak det længste strå.
Efter 52 minutter passerede Norges Sverre Nypan nemlig William Lykke i det danske mål. Scoringen blev kampens eneste, og U21-landsholdet måtte derfor se sig besejret i den nordiske duel.
Mandag aften tager Danmark hul på kvalifikationen frem mod EM-slutrunden i 2027, når Wales er modstanderen på udebane.
Kampen på mandag kan følges live for medlemmer af ForDanmark her på fordanmark.dk eller i ForDanmark-appen. Kampstart er kl. 20.30.