U21-landsholdet
Lars Knudsen har stor international erfaring og begynder som U21-landstræner efter sommerens U21-slutrunde.
Foto: fodboldbilleder.dk

Det bliver en stor kapacitet i form af Lars Knudsen, der efter sommerens U21-slutrunde i Slovakiet afløser Steffen Højer som ny U21-landstræner.

48-årige Lars Knudsen har indgået en toårig aftale med DBU, og får som U21-landstræner ansvar for at udvikle de største talenter og gøre dem klar til at træde op på A-landsholdet. Samtidig er målet at sikre dansk deltagelse ved næste EM-slutrunde i 2027.

Lars Knudsen kommer med stor erfaring fra flere udenlandske klubber i forskellige roller, og han har samtidig arbejdet indgående med at udvikle unge spillere til at kunne begå sig på topplan.

Han har tidligere været ansat som assistenttræner i bl.a. Leicester, AaB og FC Midtjylland og været U20 cheftræner i DBU. Han er i øjeblikket assistenttræner i Augsburg i Bundesligaen, og sidste år var han tilknyttet Herrelandsholdet som assistenttræner, hvor han i efteråret vikarierede som landstræner i fire kampe.

Det er et scoop for DBU og dansk fodbold, at vi kan ansætte en så stor trænerkapacitet til jobbet med at udvikle vores næste landsholdsspillere. Anders Gerber, teknisk chef i DBU

Teknisk chef i DBU, Anders Gerber, er meget tilfreds med, at det er lykkedes at tilknytte en så kompetent træner som Lars Knudsen til rollen som U21-landstræner.

“Det er et scoop for DBU og dansk fodbold, at vi kan ansætte en så stor trænerkapacitet til jobbet med at udvikle vores næste landsholdsspillere. Lars Knudsen er en fagligt meget kompetent træner med et stort kendskab til talentudvikling, dansk fodbold og til DBU og vores spillestil. Vi er sikre på, at han vil kunne fortsætte udviklingen af U21-landsholdet,” siger han.

Lars Knudsen glæder sig til at starte i jobbet til sommer og til at vende tilbage til DBU og dansk fodbold.

“Jeg er stolt og glad for at få muligheden for at udvikle de største danske talenter. Jeg har ledt efter en udfordring, hvor jeg kan bruge mine kompetencer som cheftræner og præge en udvikling. Jeg glæder mig til at arbejde med de største danske talenter og sammen med gode kolleger i DBU udvikle spillere til vores A-landshold og opnå resultater,” siger Lars Knudsen.

Lars Knudsen begynder i sit nye job efter sommerens U21-slutrunde og fortsætter indtil da i Augsburg.