Herrelandsholdet
I en anderledes kulisse på neutral bane i Ungarn storsejrede Herrelandsholdet i torsdagens VM-kvalifikationskamp mod Belarus. Både Rasmus Højlund og Anders Dreyer blev dobbelte målscorere.
Foto: fodboldbilleder.dk

For tomme tribuner og i regnvejr på ZTE Arena i Ungarn leverede Herrelandsholdet en stærk præstation i efterårets anden udebanekamp, hvor Belarus var modstanderen.

Danmark satte sig fra starten af opgøret tungt på spillet og overlod ikke meget til de belarusiske værter.

Efter knap et kvarters spil kom kampens første scoring, da Victor Froholdt bragte Danmark i front med sit første landsholdsmål efter et flot dansk opspil.

Få minutter senere havde Froholdt igen en afgørende fod med i en dansk scoring, da han lagde bolden på tværs i feltet til en umarkeret Rasmus Højlund, der let bankede bolden i kassen til 2-0.

Og danskerne var ikke færdige med scoringer i første halvleg. Kort inden pausen slog Højlund nemlig til igen, da han lagde en ripost fra en Dorgu-afslutning i kassen til en dansk 3-0-føring.

Rollerne var byttet om få minutter senere, da Dorgu lagde et Højlund-oplæg i kassen til en dansk 4-0-føring ved pausen.

Anden halvleg fortsatte lidt i samme spor – dog uden det helt samme danske pres, ligesom der blev foretaget en lille håndfuld udskiftninger.

Én af indskifterne endte med at stjæle showet i anden halvleg. Anders Dreyer sørgede nemlig med sine scoringer til både 5-0 og 6-0 for en stor dansk sejr, som ikke var et mål for lille.

Christian Eriksen troede i kampens sidste minutter, at han fik lov til at sparke et straffespark, men det blev kaldt tilbage efter et VAR-gennemsyn.

Næste opgave for Herrelandsholdet er foran et udsolgt Parken søndag aften, hvor Grækenland er modstanderen.