Der er lagt op til en af de store aftener i Parken, når Danmark tager imod Portugal i jagten på en plads i sommerens Final Four i Nations League.
På under to timer blev alle billetter i basissalget onsdag revet væk, og der er nu udsolgt i Parken til kvartfinaleopgøret i Nations League den 20. marts.
Dermed bliver det en fantastisk kulisse, når landstræner Brian Riemer og spillerne går på til banen til det første af to spændende opgør.
Den massive opbakning til Herrelandsholdet vækker stor begejstring hos DBU’s fankoordinator, Martin Ramtung:
"Landsholdsfodbold handler om at kunne samle danskerne til udsolgte kampe med fest på tribunerne. Det er det, vi alle drømmer om, og hver gang det sker, skal vi være taknemmelige. Nu er rammerne på plads, og vi vil gøre alt for at støtte spillerne og sammen skabe en af de aftener i Parken, man ikke glemmer,” siger Martin Ramtung, der fortæller, at DBU uden problemer kunne have solgt mange tusinde flere billetter, hvis der havde været flere pladser.
Returopgøret spilles den 23. marts i Lissabon. Også her er alle de 2.500 danske billetter for længst udsolgt.
Kampen i Parken spilles torsdag den 20. Klokken 20.45 og kan ses på TV2.