Foto: fodboldbilleder.dk
Inden VM-kvalifikationens to sidste kampe mod Belarus og Skotland indtager Herrelandsholdet førstepladsen i gruppe C – med samme pointantal som Skotland, men med en målforskel der er seks mål bedre end skotternes.
Målforskel vægtes i VM-kvalifikationen højere end indbyrdes opgør.
Kun førstepladsen kvalificerer sig direkte til VM-slutrunden, mens nummer to skal igennem to playoff-kampe i foråret for at opnå kvalifikation. Læs mere om playoff-kampene længere nede.
Det står før de to kommende kampe klart, at Danmark som minimum kan blive nummer to i gruppen, og at vejen mod VM-slutrunden derfor er fuldstændig åben - uanset resultaterne i de to kampe.
Det står også klart, at intet vil være 100% afgjort før kampen i Skotland den 18. november – uanset resultaterne i Danmarks kamp mod Belarus og Skotlands kamp mod Grækenland den 15. november.
Lad os ridse scenarierne op på baggrund af udfaldet af kampene den 15. november her:
PLAYOFF - HVORDAN HÆNGER DET SAMMEN?
Ender det med en dansk andenplads i gruppen, står den på to playoff-kampe i marts om kvalifikation til sommerens slutrunde.
Playoff-vejen består af 16 nationer - de 12 andenpladser fra VM-kvalifikationen plus de fire højest rangerede gruppevindere fra den seneste udgave af Nations League, der ikke er blevet nummer et eller to i deres kvalifikationsgruppe.
Lukkede kvalifikationen nu, inden de kommende kampe, ville Wales, Sverige, Rumænien og Nordirland lige nu komme med via deres Nations League-rangering. Nations League-nationerne vil være rangeret i Pot 4 – den laveste seedning – til playoff-kampene.
De 16 nationer inddeles i fire grupper af fire hold, som er seedet i Pot 1 - 4. Nationen fra Pot 1 møder først nationen fra Pot 4 i den ene semifinale, mens nationerne fra Pot 2 og Pot 3 møder hinanden i den anden. Hvert opgør afgøres over en enkelt kamp.
Vinderen af hver af de to semifinaler mødes derefter i en finale om en plads ved slutrunden.