Herrelandsholdet
På en kold lørdag aften var Parken propfyldt af rød-hvide fans, da Herrelandsholdet tog imod Belarus i årets sidste hjemmekamp. En dramatisk kamp endte 2-2 efter en skuffende dansk anden halvleg.
Foto: fodboldbilleder.dk

Danmark åbnede kampen i kontrol, som de fleste på forhånd havde forventet. Efter knap syv minutters spil kom den første danske chance efter et hjørnespark, der blev headet tæt over mål.

Få minutter senere kom det danske føringsmål. Mikkel Damsgaard fik bolden i fødderne efter lidt usikkert belarusisk forsvarsspil og sparkede den flot i mål fra kanten af feltet.

Resten af halvlegen fortsatte med Danmark i kontrol, men uden de store chancer i nogen af enderne.

Efter 29 minutter var Gustav Isaksen tæt på en dansk 2-0-scoring, men sendte sin afslutning lige på den belarusiske keeper.

Kort tid inden pausen var Isaksen igen tæt på scoring efter en dårlig clearing fra den belarusiske keeper.

Stillingen forblev dog 1-0 ved pausen.

Anden halvleg fortsatte i samme stil som før pausen med sporadiske danske chancer. Den største kom, da Jonas Wind headede over tæt under mål efter 58 minutter.

Da uret rundede 61 minutter, var det dog Belarus, der fik udlignet den danske føring efter passivt dansk forsvarspil.

Målet resulterede i et par minutter med usikkerhed i det danske spil, og efter 66 minutter kom Belarus foran 2-1.

Herefter jagtede Danmark en udligning, og den kom efter 79 minutter, hvor Gustav Isaksen flot sparkede bolden ind fra højre side af feltet.

Det var herefter tydeligt, at det var et belarusisk hold, der spillede på et uafgjort resultat, og på trods af flere danske forsøg i kampens sidste minutter, endte kampen 2-2 efter en dramatisk anden halvleg.

Da Skotland samtidigt tabte deres kamp i Grækenland, er Danmark et point foran skotterne før den sidste kamp i Glasgow på tirsdag. Danmark skal derfor undgå at tabe kampen i det skotske for at sikre førstepladsen – og den direkte kvalifikationsplads.