U21-landsholdet er tilbage på Tatran Arena i Presov, hvor de to første gruppekampe også blev spillet. Her venter Frankrig søndag aften i EM-kvartfinalen med kampstart kl. 18.00.
Herunder kan du blive lidt klogere på aftenens modstander.
📺 Husk at du kan følge aftenens kamp live på TV3 og Viaplay.
Det overrasker næppe nogen, at det på papiret er et skræmmende fransk landshold, Danmark skal op imod i aftenens kamp. Og det er oven i købet uden en lang række franske profiler, der ellers har alderen til at kunne spille med ved slutrunden.
Spillere som Malo Gusto (Chelsea), Enzo Millot (Stuttgart), Rayan Cherki (Man. City), Bradley Barcola (PSG) og Désiré Doué (PSG) er ikke tilgængelige ved denne slutrunde, selvom de alle har alderen til at kunne være med.
På trods af det kommer det franske landshold ikke til at savne profiler til aftenens kvartfinale.
Her skal man særligt holde øje med forsvarsgeneralen Castello Lukeba (RB Leipzig) og Quentin Merlin (Marseille) på den ene back samt de offensive profiler Mathys Tel (Tottenham) og Djaoui Cissé (Rennes).
Et dansk og fransk U21-landshold har tidligere mødt hinanden 7 gange i historien.
De 7 foregående kampe har resulteret i tre danske sejre og fire franske sejre.
Første indbyrdes opgør var tilbage i 2007, mens det seneste opgør var i 2023 i en testkamp, der endte med en fransk 4-1-sejr.
Seneste opgør ved en EM-slutrunde var i 2021, hvor det blev til en dansk 1-0-sejr på et flot mål af Anders Dreyer.
Se highlights fra kampen lige herunder.