Knap 30.000 tilskuere var mødt op til lørdagskamp i Parken, hvor Herrelandsholdet tog hul på forberedelserne frem mod efterårets VM-kvalifikationen med en testkamp mod Nordirland.
Der var på forhånd en forventning fra tribunerne om dansk dominans mod de nordirske gæster, men efter fem minutter fik hele den rød-hvide del af stadion sig lidt af en mavepuster.
Danmark så ellers ud til at være i kontrol, men efter sløset dansk opspil blev bolden sendt ind i det danske felt, hvor Pierre-Emile Højbjerg, stærkt presset, endte med at sende bolden i eget net. 1-0 til gæsterne.
Herefter havde begge hold svært ved at tilspille sig chancer, og bolden var mest på danske fødder. Resten af halvlegen var generel chancefattig, og det lignede en nordirsk føring ved pausen.
Gustav Isaksen ville det dog anderledes, og fra kanten af feltet sendte han bolden ind bag Conor Hazard i det nordirske mål. 1-1.
Efter pausen dominerede Danmark igen på bolden, og efter 56 minutter var det tæt på en dansk føring. En dobbelt hovedstødschance blev dog afværget foran det nordirske mål.
Det blev dog til en dansk 2-1-føring. Efter 67 minutters spil blev en flad bold sendt i feltet, og Christian Eriksen satte indersiden på.
Et par minutter senere tog Isaksen en god tur på højre side, men keeperen reddede.
Efter 70 minutter blev en dansk 3-1-scoring underkendt for offside, og det blev herefter ved et par nærgående forsøg i resten af kampen.
Det endte derfor med en 2-1-sejr i en kamp, hvor Gustav Isaksen gjorde sig fortjent til titlen som fansenes Player of the Match.
På tirsdag møder Herrelandsholdet Litauen i Odense i den sidste testkamp inden VM-kvalifikationen begynder til september.