Herrelandsholdet
Alle tilgængelige billetter for danske fans til Nations League-kampen mod Spanien fredag den 15. november i Parken var eftertragtet og blev foreløbigt udsolgt på meget kort tid. Der kan dog stadig med stor sandsynlighed komme en del ekstra billetter i spil.
Foto: fodboldbilleder.dk

Billetterne til Danmarks Nations League-kamp mod Spanien den 15. november blev revet væk på få timer, efter basissalget åbnede i dag klokken 10.

Det betyder, at Parken formentlig bliver pakket til bristepunktet, når europamestrene kommer på besøg i den vigtige kamp om at gå videre til Final 8 i Nations League.

Interessen for kampen er overvældende, siger DBU’s fankoordinator, Martin Ramtung:

"Det er helt utroligt, at så mange af vores fans har siddet klar og gjort, at kampen blev udsolgt lidt over middag. Rammerne for en uforglemmelig aften er sat med besøg af de spanske europamestre i en vigtig kamp foran et fyldt Parken. Vi glæder os til at give den maksimale støtte til spillerne.”

Da vi fortsat afventer antallet af udebanefans fra det spanske forbund, og vi forsøger at få så mange danske fans på stadion som muligt, vil der med al sandsynlighed komme et ekstra antal billetter i salg på et senere tidspunkt. Disse vil i første omgang indgå i et salg til abonnenter og Basismedlemmer.

Der bliver opdateret på relevante kanaler, når der er mere info om et evt. salg af resterende billetter.

Sortbørssalg

Når en kamp bliver udsolgt så hurtigt med Herrelandsholdet, betyder det også, at der er større risiko for sortbørsbilletter. Derfor kan danske fans blive snydt, hvis de ikke er opmærksomme, når de køber billetter fra andre.

Billetter må ikke blive solgt til overpris, og skulle det blive opdaget, så bliver de involveredes billetprofiler lukket ned. Billetter må kun overdrages via DBU’s billetside.

”Vi kunne formentlig have solgt dobbelt så mange billetter til denne kamp, og det bekræfter blot, at interessen er enorm. Vi ønsker altid det bedste for vores fans, og derfor straffer vi også dem, som kun køber billetter for at tjene flere penge. Vi har en rigtig god billetafdeling, som er klar til at hjælpe de fans, som skulle have spørgsmål eller vil sende deres billetter videre til andre fans under ordentlige forhold,” siger DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer.