Kvindelandsholdet
UEFA har netop trukket lod til kvindernes EM-kvalifikation frem mod slutrunden, der spilles i Schweiz i sommeren 2025. Danmark er i gruppe med Spanien, Belgien og Tjekkiet. Kvalifikationen har denne gang skiftet format, og lægger sig nu op ad strukturen i Nations League-turneringen. Bliv klogere på formatet herunder.
Foto: fodboldbilleder.dk

Fra april til december i år skal der findes 15 europæiske nationer, der sammen med værterne, Schweiz, skal dyste om EM-trofæet i sommeren 2025.

UEFA har denne gang ændret formatet for kvalifikationsturneringen, så det lægger sig op ad formatet fra Nations League-turneringen, der netop er færdigspilllet i sin seneste udgave med Spanien som vinder.

Hver nation inddeles i kvalifikationen ud fra deres nuværende placering i Nations League.

Danmark er, via en andenplads i vores Nations League A-gruppe, placeret i det øverste lag, Liga A, i EM-kvalifikationen.

Her møder vi tre nationer fra samme lag i et gruppespil - både hjemme og ude. Præcis som vi kender det fra Nations League. 

Det samme gør sig gældende i alle tre af kvalifikationens lag - Liga A, B og C.

HVEM MØDER VI?

Danmark er, på baggrund af vores præstationer i Nations League, at finde i Liga A. Her er vi udtrukket i Liga A's pulje A2.

Vores pulje:

Spanien
DANMARK
Belgien
Tjekkiet

HVORDAN KVALIFICERER MAN SIG?

Nationer placeret i Liga A:

Danmark er placeret i Liga A.

De to øverst placerede nationer i hver af de fire Liga A-grupper er - sammen med værtsnationen Schweiz - direkte kvalificeret til slutrunden næste sommer. 

Tredje- og fjerdepladsen i hver gruppe går videre til en playoff, som består af to knockout-runder. Her bliver de i første runde parret med de fem gruppevindere og tre bedst-rangerede 2'ere i Liga C. 

Hver enkelt vinder af disse kampe går videre til anden runde af playoff-kampe.

Her bliver de parret med hold fra Liga B (der ligeledes har været igennem en første playoff-runde). De syv vindere af disse kampe kvalificerer sig til slutrunden.

Nationer placeret i Liga B:

I Liga B forholder det sig en smule anderledes end i Liga A (og Liga C). Her er der ingen direkte kvalifikationsmulighed.

De fire gruppevindere og de to bedste 2'ere i Liga B bliver efter gruppespillet parret med de to dårligste 2'ere og fire 3'ere - ligeledes fra Liga B - i seks knockout-opgør.

Vinderne af disse opgør går videre til anden runde af playoff-kampene, hvor de møder nationer fra Liga A eller Liga C, som beskrevet ovenfor (i afsnittet om Liga A).

Nationer placeret i Liga C:

De fem gruppevindere og tre bedste 2'ere i Liga C møder nationer fra Liga A i en første playoff-runde om muligheden for at gå videre til anden, og sidste, playoff-runde. 

Dette er også beskrevet i afsnittene ovenfor.

Vigtige datoer I EM-kvalifikationen:
  • Kamp 1 & 2: 5. - 9.april 2024
  • Kamp 3 & 4: 31. maj - 4. juni 2024
  • Kamp 5 & 6: 12. - 16. juli 2024
  • Playoff-lodtrækning: 19. juli 2024
  • Playoff runde 1: 23. - 29. oktober 2024
  • Playoff runde 2: 27. november - 3. december 2024
  • Slutrunde-lodtrækning: 16. december 2024
  • EM-slutrunde: 2. - 27. juli 2025

LÆS MERE OM FORMATET FOR EM-KVALIFIKATIONEN PÅ UEFA'S HJEMMESIDE HER.