Herrelandsholdet
Herrelandsholdet åbner Nations League-gruppespillet torsdag aften, hvor der venter et traditionsrigt lokalopgør mod Norge på Ullevaal i Oslo. Bliv lidt klogere på aftenens modstander her.
Højlund og Haaland under testkampen i juni 2024. Foto: fodboldbilleder.dk

Ullevaal er dækket op til fodboldfest i aften, hvor Herrelandsholdet og omkring 1300 danske fans er på besøg hos et norsk landshold, som er springfyldt af selvtillid ovenpå en flot VM-slutrunde i sommer.

Herunder kan du live lidt klogere på aftenens modstander.

SPILLERNE

DE NUVÆRENDE STJERNER

Norges herrelandshold oplever lige nu den største resultatmæssige optur i mere end 25 år - og det er ikke mindst takket være et par spillere i det absolut øverste lag.

Der er ingen tvivl om, at Erling Braut Haaland er den absolut største stjerne i norsk fodbold lige nu - og måske også nogensinde.

Manchester City-angriberen har i en alder af 26 år for længst slået alle målscoringsrekorder som norsk landsholdsspiller. Med 62 scoringer i blot 55 kampe (!) har han på nuværende tidspunkt scoret næsten dobbelt så mange mål for landsholdet som den næstmest scorende gennem historien.

Anfører Martin Ødegaard er den anden helt tydelige stjerne på det norske landshold. Siden debuten i den bedste norske række som bare 15-årig og et skifte til Real Madrid som 16-årig har midtbanegeneralen, der i dag er 27 år,  efterhånden etableret sig som en af de bedste på sin position i Europa.

Ødegaard er med sine 73 landskampe også den markspiller med flest kampe i den nuværende trup. Kun keeper Ørjan Nyland har repræsenteret landet flere gange (76 kampe).

De store profiler på det norske landshold skal generelt findes på den offensive del af banen, hvor yngre profiler som Antonia Nusa (RB Leipzig), Oscar Bobb (Fulham FC) og Andreas Schjelderup (Benfica) bl.a. skal nævnes.

LANDSHOLDSLEGENDERNE

Inden sommerens VM-slutrunde skulle vi hele 26 år tilbage for at finde den seneste norske deltagelse ved en slutrunde - EM-slutrunden i 2000.

Derfor er nogle af de største norske legender også at finde før den tid - selvom der også har været et par stykker i den mellemliggende periode.

Einar Gundersen er den klart ældste spiller i denne sammenhæng. Han repræsenterede Norge 33 gange i perioden 1917-1928 med 26 mål til følge, hvilket stadig gør ham til den tredjemest scorende spiller i historien - med det næsthøjeste snit i mål pr. kamp.

Jørgen Juve er en anden spiller af ældre dato. I perioden 1928-1937 scorede han 33 mål i 45 kampe, hvilket gør ham til den næstmest scorende spiller - et godt stykke bag Haaland.

Af lidt nyere dato kan nævnes bl.a. kamprekordholder og tidligere Liverpool-back John Arne Riise (110 kampe), den mangeårige Premier League-forsvarer Henning Berg (100 kampe), angriberen John Carew (91 kampe, 24 mål), den tidligere FCK-profil Brede Hangeland (91 kampe) og Ole Gunnar Solskjær (67 kampe, 23 mål).

DE INDBYRDES OPGØR

Et dansk og norsk herrelandshold har tidligere mødt hinanden 90 gange i historien.

OBS! Kigger man på det norske forbunds database siger denne 91 gange. Her er der medregnet en kamp i 2012, hvor Danmark var repræsenteret ved et Ligalandshold. Derfor tælles denne ikke med som en officiel A-landskamp i DBU's database.

De foregående møder er endt i dansk overtag med hele 55 danske sejre, 14 uafgjorte og 21 norske sejre.

Det seneste indbyrdes møde var i en testkamp på Brøndby Stadion forud for EM-slutrunden i 2024. Opgøret endte 3-1 til Danmark på mål af Pierre-Emile Højbjerg, Jannik Vestergaard og Yussuf Poulsen. Erling Haaland scorede det enlige norske mål.

Seneste opgør på norsk grund var i EM-kvalifikationen i 2011, hvor Dennis Rommedahl stod for det danske mål i en kamp, der sluttede 1-1.