fodboldbilleder.dk
Den 3. juni møder Herrelandsholdet DR Congo, som for første gang i 52 år har kvalificeret sig til VM-slutrunden. Kampen spilles i belgiske Liège, hvor DR Congo har deres træningslejr op til VM. DR Congo ligger nummer 46 på FIFAs verdensrangliste.
Skal du på stadion i aften? Så kan du finde info til din kampdag HER.
Det er første gang i 52 år, at DR Congo har kvalificeret sig til en VM-slutrunde. Sidste gang var i 1974, hvor landet deltog under navnet Zaire. Dengang blev det til kampe mod Skotland, Jugoslavien og Brasilien ved slutrunden i Vesttyskland.
Vejen til VM 2026 blev sikret efter en dramatisk playoff-sejr over Jamaica, hvor DR Congo vandt 1-0 efter forlænget spilletid.
DR Congo råder over flere profiler fra europæisk topfodbold. I offensiven er Yoane Wissa blandt holdets største stjerner, mens også Aaron Wan-Bissaka og Noah Sadiki er markante profiler hos DR Congo. Holdet trænes af franske Sébastien Desabre, som har stået i spidsen siden 2022 og været med til at løfte nationen tilbage blandt Afrikas stærkeste hold.
Kampen mod Danmark bliver en vigtig del af DR Congos forberedelser frem mod sommerens VM-slutrunde, hvor nationen er havnet i gruppe med Portugal, Colombia og Usbekistan.