Herrelandsholdet
Assistenttrænerteamet bag landstræner Brian Riemer for de næste to år er nu faldet på plads.

DBU har indgået en to-årig aftale med EM-helten fra 1992 Kent Nielsen, som skal være assistenttræner for landstræner Brian Riemer.  

64-årige Kent Nielsen har trænererfaring fra mere end 600 Superligakampe i Horsens, AaB, Brøndby, OB og senest Silkeborg og bliver assistenttræner for Brian Riemer sammen med Daniel Agger og Kenneth Weber, som begge har forlænget deres aftaler for de næste to år.  

Landstræner Brian Riemer er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få Kent Nielsen og resten af teamet bag ham på plads.  

“Kent Nielsen er en stor kapacitet, som passer perfekt ind i det team, jeg har ønsket at få samlet med forskellige kompetencer. Med Morten Wieghorsts afgang har jeg ønsket en assistenttræner med stor erfaring, og Kent Nielsen deler samtidig samme offensive tilgang til spillet som mig, og derfor har jeg valgt ham som ny assistenttræner til mit team foran mange stærke kandidater. Kent Nielsen er desuden en legende på det danske landshold og ved, hvad det betyder at bære den røde trøje og repræsentere hele den danske befolkning. Det er en meget stærk tilføjelse til holdet,” siger Brian Riemer.  

Kent Nielsen er begejstret for at komme ind omkring landsholdet.  

“Jeg ved, hvilken enorm ære det er at repræsentere sit land, og jeg er stolt over at være tilbage omkring landsholdet. Jeg har kendt Brian i mange år og glæder mig meget til at komme ind og assistere ham og komme med mine input sammen med den øvrige trænerstab. Jeg er samtidig et sted i min karriere, hvor det passer mig godt at træde ind i en mere tilbagetrukket rolle, hvor jeg også får mulighed for at arbejde med de bedste spillere i Danmark. Jeg glæder mig til at komme i gang, så vi sammen kan kvalificere os til EM i 2028,” siger Kent Nielsen, som spillede 54 landskampe for Danmark – den sidste en vis finalekamp den 26. juni 1992 på Nya Ullevi i Göteborg.  

Kent Nielsen begynder sit arbejde efter sommerferien. 

Også målmandstræner Kim Christensen fortsætter i den kommende periode frem mod EM i 2028, og så er det lykkedes at genansætte den tidligere fysiske træner på landsholdet, Chris Haslam, som senest var ansat som fysisk træner i Tottenham.