Aktion fra kampen mod Italien på udebane i marts 2026
Kvindelandsholdet har fået en god start på første halvdel af VM-kvalifikationen med to sejre og en uafgjort i de første tre kampe.
Lørdag fortsætter VM-jagten, når Italien kommer på besøg i Parken - et italiensk hold, som har godt med selvtillid efter en 6-0 sejr over Serbien i tirsdags.
Bliv lidt klogere på kampens modstander her.
Italien hører fortsat til omkring den europæiske top og ligger aktuelt nummer 14 på FIFA’s verdensrangliste – marginalt bagved Danmark, som er rykket op på 12. pladsen.
Ved EM i Schweiz sidste sommer viste italienerne deres styrke som turneringshold. De spillede sig videre fra en stærk pulje med Belgien, Spanien og Portugal, slog Norge i kvartfinalen og var tæt på finalen, inden England satte en stopper for dem i semifinalen.
Den italienske trup er kendetegnet ved en solid stamme af rutinerede spillere med stor international erfaring.
Anfører Cristiana Girelli er fortsat en nøglespiller offensivt, mens Elena Linari styrer defensiven. Barbara Bonansea bidrager med mål og erfaring, og Laura Giuliani er en stabil sidste skanse i målet.
På midtbanen er Arianna Caruso en central figur, og omkring hende er en ny generation ved at spille sig ind på holdet.
Blandt de unge profiler er Juventus’ Chiara Beccari samt Giulia Dragoni, som er ejet af FC Barcelona og til daglig spiller i Roma.
Når man taler om italiensk kvindefodbold, er det svært at komme uden om Patrizia Panico.
Med 196 landskampe og 110 mål er hun fortsat den mest scorende spiller i landsholdets historie. Hun var blandt andet med til at sikre EM-sølv i 1997 og har siden sin aktive karriere fortsat i trænergerningen.
Aftenens kamp er det 24. møde mellem Danmark og Italien på kvindelandsholdsniveau.
Historisk set er opgørene meget jævnbyrdige med 10 danske sejre, 7 uafgjorte og 6 italienske sejre.
Seneste møde fandt sted i marts 2026, hvor Danmark fik 1-1 med hjem fra udekampen i Vicenza i VM-kvalifikationen. Italien kom foran i første halvleg, men Danmark svarede igen efter pausen, hvor Olivia Holdt sørgede for udligningen.
Danmark havde undervejs også mulighed for at bringe sig foran på straffespark, men måtte i stedet nøjes med et enkelt point efter en tæt og intens kamp.
Inden det opgør var seneste møde på dansk grund i april 2025, hvor Italien vandt 3-0 i Nations League.