Den 28. oktober bliver der skrevet et nyt kapitel i Kvindelandsholdets historie, når anfører Pernille Harder og co. møder Finland i kampen for at blive i Nations Leagues bedste lag.
Her skal Kvindelandsholdet for anden gang nogensinde spille i Parken. Den første gang var i juni 2022 foran 21.542 tilskuere i en testkamp mod Brasilien.
Muligheden for at spille i Parken blev grundlagt i forbindelse med den nye aftale, DBU lavede med Parken tidligere på året. Her fremgår det blandt andet, at Kvindelandsholdet skal have mulighed for at spille en kamp om året i Danmarks nationalarena.
"Vi står midt i en rigtig positiv udvikling for fodbolden for piger og kvinder globalt. Den udvikling skal Danmark selvfølgelig også være en del af. Derfor er vi utrolig glade for at være lykkedes med, at Kvindelandsholdet skal spille så afgørende en kamp i Parken. Det er et stærkt symbol på den rejse, vi er i gang med, og hvor en del andre lande har sat turbo på. Vi ønsker, at flere piger og kvinder skal kunne spejle sig i de største scener og drømme stort. Derfor håber vi også, at Parken bliver fyldt med fans, der vil være med til at skabe en fantastisk fodboldoplevelse og give en ekstra støtte i kampen om at blive i det bedste lag i Nations League – og dermed også i jagten på kvalifikation til VM," siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.
Det første opgør bliver spillet den 24. oktober i Finland, inden det fire dage senere altså går løs med returkampen i Parken. Den samlede vinder skal fortsat spille i A-laget i Nations League og får samtidig en mere favorabel vej i kvalifikationen til VM 2027 i Brasilien.
Det er derfor en meget vigtig hjemmekamp for Kvindelandsholdet, og spillerne får brug for al den opbakning, de kan få, lyder det fra landsholdsanfører Pernille Harder.
”Returopgøret mod Finland er en nøglekamp for os i jagten på VM, og der findes ikke en mere fantastisk ramme end Parken klædt i rødt og hvidt. Det oplevede jeg selv mod Brasilien, da vi spillede derinde første gang, og vi håber endnu en gang at have rigtig mange fans på lægterne til en rød-hvid festdag. Vi glæder os utrolig meget, og vi er klar til at give alt for at komme sejrrigt ud af de her playoffkampe,” siger Pernille Harder.
Parken kommer dermed til at lægge græs til den første hjemmekamp for den nye landstræner, Jakob Michelsen, som overtog tøjlerne efter sommerens EM-slutrunde i Schweiz.
Det er blevet til i et godt samarbejde med en række partnere, herunder Parken og landsholdsspillerne, som alle har et fælles ønske om at få Danmarks nationalarena i spil for Kvindelandsholdet.
”Vi er stolte af at bidrage til, at kvindefodbolden får den opmærksomhed, den fortjener. Sammen med DBU har vi et stort ønske om at brede fodbolden ud til endnu flere, og alle skal kunne drømme om at spille i Parken. Derfor lægger vi med stor glæde græs til begge landshold, og vi glæder os,” siger Jacob Lauesen, CEO i F.C. København.
Playoffkampene mod Finland er et resultat af den tredjeplads, Danmark endte på i Nations League-gruppespillet i foråret efter Sverige og Italien.
Billetsalget til opgøret i Parken den 28. oktober kl. 18:00 er allerede i gang. Priserne begynder fra kun 100 kr., så kig forbi billet.dbu.dk for at sikre dig en plads til den vigtige returkamp.