197 A-landskampe. Næstflest af alle gennem historien. Endda med 57 mål til følge.
Sanne Troelsgaard har i den grad sat sit mærke på dansk landsholdsfodbold. Det startede for snart 18 år siden med en indskiftning mod Finland til Algarve Cup, og det slutter med sommerens EM-slutrunde i Schweiz.
Den 37-årige landsholdslegende har været en central figur i Kvindelandsholdets udvikling, men nu siger hun farvel til den del af karrieren, hvor spilledragten er prydet med DBU-logoet.
”Det er et vemodigt farvel efter knap 18 fantastiske år, men det sker også med en meget stor taknemmelighed og glæde over alle de oplevelser, kampe, sejre, udfordringer og ikke mindst mennesker, jeg har mødt gennem min tid på landsholdet,” siger Sanne Troelsgaard.
”Det er svært for mig at udtrykke og forklare den dybe taknemmelig, ydmyghed, de smil og den glæde, det har givet at være landsholdsspiller. Landsholdet var mit hjem i mange år, og sådan vil det altid føles. Jeg forlader landsholdet med ydmyghed, taknemmelighed og stolthed. Tak, Danmark.”
Enorm betydning både på og uden for banen
En stor tak lyder der også fra DBU’s side, fortæller fodbolddirektør Peter Møller.
”Sanne er en sand legende med sine 197 landskampe og dermed den spiller med næstflest landskampe i historien. Hendes betydning for landsholdet både på og uden for banen har været enorm. Hun har altid været en kriger og en fighter, der er kommet langt på grund af sit talent, men i endnu højere grad sit hårde arbejde. Det har gjort hende til en rollemodel, og hendes dedikation og professionalisme har været en inspiration for hele holdet og de kommende generationer,” siger Peter Møller.
”Sanne har en stor aktie i landsholdets flotte resultater gennem flere årtier. Vi er dybt taknemmelige for de mange fantastiske oplevelser og minder, hun har givet os sammen med sine holdkammerater – ikke mindst EM-sølvmedaljen i 2017. Der er ingen tvivl om, at vi vil savne Sannes varme personlighed og stærke karakter. Det er en af de største landsholdsspillere gennem tiden, der nu takker af. Derfor vil vi også gerne sige tusind tak for indsatsen og ønske hende alt det bedste fremover,” tilføjer Peter Møller.
Sanne Troelsgaard vil være til stede i Parken og støtte sine tidligere holdkammerater til det vigtige opgør mod Finland den 28. oktober. Der er sammensat et stort program med en række aktiviteter, herunder også hyldester af centrale figurer i dansk kvindefodbold. Vi håber, at rigtig mange danske fans vil komme og sige tak for indsatsen til Sanne Troelsgaard og samtidig støtte landsholdet i jagten på VM.
Det endelige program for en fantastisk aften i Parken vil blive meldt ud, når vi kommer lidt tættere på den 28. oktober. Billetsalget er allerede i fuld gang via billet.dbu.dk.
Top 5: Landskampe for Kvindelandsholdet (pr. 6. oktober 2025)
1. Katrine Pedersen – 210 kampe
2. Sanne Troelsgaard – 197 kampe
3. Katrine Veje – 171 kampe
4. Pernille Harder – 165 kampe
5. Johanna Rasmussen – 153 kampe