En udekamp i Tampere, Finland, fredag den 24. oktober. Et returopgør i Parken fire dage senere. Den samlede vinder sikrer sig en plads i A-laget i Nations League og en mere favorabel vej i kvalifikationen til VM-slutrunden i Brasilien i 2027.
Sådan lyder opgaven for de 23 spillere, landstræner Jakob Michelsen har udtaget til playoffkampene mod Finland.
Det er en blanding mellem velkendte ansigter, comebacks og nyere skud på stammen, der kan komme i aktion for Danmark.
Spillere som Simone Boye og Stine Sandbech er tilbage på landsholdet efter lidt mere end to års pause – en periode, hvor de begge er blevet forældre. Oliva Holdt, som er noteret for syv optrædener i rød og hvidt, kan få sine første minutter i nationaldragten siden maj 2024, mens mere rutinerede kræfter i landsholdsregi som Mille Gejl og Sofie Svava er tilbage efter en kortere pause.
Anna Walter og keeperne Amanda Brunholt og Freja Thisgaard har endnu deres debut på A-landsholdet til gode, mens Napoli-angriberen Cecilie Fløe har en enkelt optræden på cv’et tilbage i oktober 2021.
De flankeres af en række gengangere fra sommerens EM-slutrunde med anfører Pernille Harder, som den mest erfarne med hele 165 landskampe.
”Der er meget på spil i de her playoffkampe, og vi har fået samlet en stærk trup, som giver os flere forskellige muligheder undervejs. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang i landsholdslejren på mandag. I staben har vi forberedt os længe på opgaven, men det bliver rigtig dejligt at komme på banen og arbejde med spillerne, så vi kan levere en god præstation i Finland næste fredag. Og så bliver det fantastisk at slutte samlingen af i Parken, hvor vi får brug for al den rød-hvide opbakning, vi overhovedet kan få,” siger landstræner Jakob Michelsen.
Hele truppen, som samles på mandag i Helsingør, fremgår nedenfor.