Herrelandsholdet
STARK forlænger sit mangeårige partnerskab med DBU og udvider samtidig partnerskabet til også at omfatte Kvindelandsholdet.
Foto: fodboldbilleder.dk

Siden 2018 har STARK været Officiel Partner for DBU’s herrelandshold. Det har været en rejse fyldt med store sportslige øjeblikke, og mere end 35.000 kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere har været med STARK i Parken og delt fodboldglæden. 

Nu tager byggemarkedskæden næste skridt og bliver officiel partner for både Kvinde- og Herrelandsholdet. Det sker med ønsket om at styrke lige muligheder og synlighed i dansk fodbold og med en klar tro på, at kærligheden til sporten kan gælde for alle. Det afspejler de samme værdier, som STARK arbejder for i byggebranchen, hvor diversitet og inklusion også er en målsætning.

"Fodbold bringer mennesker sammen på tværs af forskelle og skaber fællesskaber, der rækker langt ud over banen. Derfor er vi stolte over at forlænge og udvide vores partnerskab med DBU. Vi tror på fællesskabets kraft, og vi glæder os til at skabe endnu flere oplevelser sammen med både Kvinde- og Herrelandsholdet," siger Britta Korre Stenholt, CEO i STARK Danmark.

Fodbold er for alle

Udvidelsen giver STARK endnu flere muligheder for at skabe relationer og fællesskab omkring DBU’s landshold. Det handler om stoltheden over at være en del af noget større og at støtte to nationale hold, der kan samle danskerne og skabe fælles oplevelser.

"STARK har været en vigtig partner for Herrelandsholdet i en årrække, og derfor er vi utrolig glade for, at de nu også bakker op om Kvindelandsholdet. Det sender et stærkt signal om, at fodbold er for alle, og at vi sammen kan skabe en mere ligeværdig fremtid for sporten. Den udvidede støtte fra vores partnere betyder, at vi har kunnet udvide staben omkring kvinderne og generelt givet dem optimale rammer til at præstere," siger Erik Brøgger Rasmussen, adm. direktør i DBU.

Fuld opbakning til vigtig kamp i Parken

Opbakningen til Kvindelandsholdet bliver tydelig den 28. oktober, når Danmark møder Finland i Parken i en afgørende Nations League-kamp. Sammen med kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere er STARK med på lægterne og bidrager med masser af support i jagten på at fastholde pladsen i Nations Leagues øverste lag og en bedre vej mod VM i Brasilien i 2027.

“Kvindelandsholdet fortjener fuld opbakning og den samme begejstring, som vi kender fra herrernes kampe. Vi glæder os til at være med til at skabe en fest og til at opleve en stor fodboldaften med stærke præstationer og fællesskab på tribunerne," siger Britta Korre Stenholt.

Hos DBU’s fodbolddirektør vækker STARK’s engagement stor glæde, ikke mindst fordi det bygger videre på et stærkt samarbejde med Herrelandsholdet.

"I de seneste år har STARK sammen med Herrelandsholdet oplevet store øjeblikke. Sammen har vi samlet danskerne og skabt en suveræn stemning og begejstring på tribunerne. Det skal vi bygge videre på i den nye aftale, der løber indtil 2029. Med den nye aftale bakker STARK nu også op om Kvindelandsholdet, og sammen skal vi i de kommende år skabe nye højdepunkter for alle dem, der elsker fodbold," siger Peter Møller, fodbolddirektør i DBU.