 Foto: fodboldbilleder.dk
                                Foto: fodboldbilleder.dk
                            DBU har nu sikret en aftale med landstræner Brian Riemer frem til sommeren 2028.
Brian Riemer har stået i spidsen for Herrelandsholdet i lidt mere end et år, og i den periode har han sat sit tydelige aftryk på holdet med gode resultater og en direkte spillestil. Han har samtidig leveret nogle mindeværdige landskampe, bl.a. med den medrivende sejr over Portugal i Parken og den suveræne sejr i Athen mod et stærkt Grækenland-hold.
På den baggrund er det en meget glad fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, som har haft det som en topprioritet at få lukket en længere aftale med Brian Riemer, hvis kontrakt stod til at udløbe allerede til sommer.
“Jeg har fulgt Brians arbejde med landsholdet meget tæt, og jeg må bare sige, at det er en toptræner, vi nu har sikret på en længere aftale. Måden han leder og motiverer på og hans mod og evner til at forny og udvikle holdet og spillestilen er kombineret med hans meget stærke taktiske egenskaber på et højt internationalt niveau. Han er samtidig en jordnær og udadvendt person, som er i øjenhøjde med danskerne og giver af sig selv til både fans og medier. Derfor er vi fantastisk glade for, at det er lykkedes os at forlænge aftalen,” siger Peter Møller.
Han hæfter sig samtidig ved, at Brian Riemer sammen med spillerne har leveret gode resultater og en spillestil, som danskerne er glade for.
“Brian og resten af trænerteamet har videreudviklet landsholdet, så vi udover at dominere kampene også er blevet meget direkte i angrebsspillet. Det oplever vi, at vores fans og danskerne tager rigtig godt imod. Vi tror og håber alle på, at vi tager det sidste skridt i Skotland og kvalificerer os direkte til VM, men som forbund er det også vores opgave at se forbi den enkelte kamp, hvor en tilfældighed kan få indflydelse. Derfor forlænger vi nu og sikrer en fortsættelse af Brians eminente arbejde og ro og kontinuitet på holdet,” siger Peter Møller.
Brian Riemer er “glad og stolt” oven på forlængelsen.
“Det er en stor ære og et stort ansvar at være dansk landstræner. Jeg vidste ikke helt, hvordan det ville være, men jeg stortrives virkelig som landstræner og elsker at kæmpe sammen med spillerne for de danske farver og fans. Jeg er taknemmelig for, at DBU har vist mig tillid og givet mig stor frihed til at udfolde rollen på den måde, som jeg tror på,” siger Brian Riemer og fortsætter:
“Nu skal vi først og fremmest kvalificere os til VM – det er det store mål, vi alle drømmer om. Og derfra handler det om at fortsætte med at udvikle holdet og give de danske fans et hold, der spiller med mod, sult og hjerte,” siger landstræneren.
For yderligere info og uddybende kommentarer kan pressen kontakte presseansvarlig for Herrelandsholdet, Martin Borre.