Kvindelandsholdet
Kvindelandsholdet leverede en fantastisk præstation og slog Finland 6-1 på udebane i den første af to playoff-kampe i Nations League. Tirsdag venter returopgøret i Parken.
Foto: Mira Lönnqvist - Sports Press Photo

Danmark skulle fredag aften sparke jagten på VM 2027 i Brasilien i gang, da det gjaldt det første af to playoff-opgør i Nations League mod Finland. Den samlede vinder af de to kampe ville blive i A-laget i Nations League og have en mere favorabel vej for at kvalificere sig til VM.

Kampen blev spillet foran mere end 6.000 veloplagte finske fans på Tammelan Stadion i Tampere. På sidelinjen var assistenttræner Johanna Rasmussen i spidsen for holdet, da landstræner Jakob Michelsen var hjemme i Danmark på grund af et nært dødsfald i familien.

Kvindelandsholdet satte sig på spillet fra kampens start, og det gav pote allerede efter 10 minutter. Emma Snerle var hurtig i spilopfattelsen, da den finske keeper var kommet lidt på mellemhånd. Med et præcist langskud overlistede Snerle keeperen og gjorde det til 1-0.

Danmark fortsatte dominansen med solidt presspil, hurtig boldomgang og direkte spil mod det finske mål. Efter små 40 minutter blev føringen fordoblet, da Sofie Svava resolut sparkede bolden i kassen efter et flot dansk angreb.

I tillægstiden fuldendte Pernille Harder den fornemme danske første halvleg med et sublimt solomål. Anføreren snød to finske forsvarsspillere med nogle træk og placerede bolden smukt i det lange hjørne. 3-0 til Danmark ved pausen.

Tenniscifre i Tampere

I 2. halvleg stod det hurtigt klart, at det store spørgsmål ikke omhandlede en dansk sejr, men hvilken størrelse sejren skulle være på.

Finland forsøgte at lægge et pres, men Danmark fortsatte med at kontrollere kampen. Pernille Harder fordoblede sin måltotal med sin scoring til 4-0, mens indskiftede Sara Holmgaard scorede to mål i slutfasen, hvor hjemmeholdet også kom på tavlen.

Dermed tog Danmark en imponerende storsejr på 6-1 i Tampere, hvor der også var debut til keeper Freja Thisgaard, der spillede hele kampen, og til wingback Anna Walter.

Tirsdag venter returopgøret i Parken, hvor der er lagt op til fodboldfest og masser af spændende aktiviteter med alt fra sjove konkurrencer i fanzonen og før kampen inde på stadion samt hyldest af landsholdslegenderne Nadia Nadim og Sanne Troelsgaard – krydret med liveoptræden af popbandet Blæst i pausen.

Find billetter til kampen på billet.dbu.dk