Herrelandsholdet
Herrelandsholdet tabte den afgørende gruppekamp tirsdag aften i Skotland og missede dermed den direkte kvalifikationsplads til næste sommers VM-slutrunde. Der venter i stedet afgørende playoff til marts. Læs mere om vejen gennem playoff herunder.
Foto: fodboldbilleder.dk

Allerede inden aftenens kamp i Glasgow var både Danmark og Skotland sikret en plads i forårets playoff-spil om kvalifikation til sommerens VM-slutrunde.

Begge hold jagtede dog sejren, der ville sende dem direkte til slutrunden. For Danmarks vedkommende var uafgjort nok til at sikre den direkte kvalifikation.

Som forventet var det et skotsk landshold, der foran hjemmepublikummet på Hampden Park åbnede kampen i jagten på den sejr, der ville sende dem direkte til VM-slutrunden.

Og allerede efter 3 minutters spil bragte de sig foran. Scott McTominay saksesparkede akrobatisk værterne på 1-0 – uden chance for Kasper Schmeichel i det danske mål.

Efter det skotske føringsmål kom Danmark bedre med og havde flere halve og hele chancer. Den sidste skarphed og aflevering manglede dog

Derfor var pausestillingen 1-0 til Skotland.

Anden halvleg startede med samme billede, som første var sluttet – med Danmark som spilstyrende.

Efter et langt VAR-tjek ca.10 minutter inde i anden halvleg fik Danmark tilkendt et straffespark, som Rasmus Højlund stensikkert omsatte til 1-1.

Få minutter efter scoringen blev Danmark reduceret til 10 mand, da Rasmus Nissen Kristensen bremsede en skotsk omstilling og fik sit andet gule kort.

Selvom udvisningen ikke ændrede meget på kampbilledet, var det Skotland, der kom på 2-1, da Lawrence Shankland efter 78 minutter fik bolden i mål efter et hjørnespark.

Få minutter senere blev det så 2-2, da Patrick Dorgu afsluttede dansk spil i feltet med at sætte en inderside-scoring ind bag Craig Gordon i det skotske mål.

Skotland forsøgte herefter at få lagt et pres, men skulle vente helt indtil tre minutters tillægstid, før forløsningen kom.

Her fik Kieran Tierney flot drejet bolden ind bag Kasper Schmeichel til en skotsk 3-2-føring.

Til allersidst blev det også til slutresultatet 4-2, da Kenny McLean sendte en chipbold ind over Schmeichel i det danske mål.

Derfor venter der nu Herrelandsholdet afgørende playoff i marts - startende med en semifinale.

Der trækkes lod til playoff-kampene på torsdag den 20. november kl. 13.00. Danmark vil være seedet i Pot 1 og er dermed sikret hjemmebane i semifinale-kampen.

Læs mere om playoff-vejen herunder.

PLAYOFF - HVORDAN HÆNGER DET SAMMEN?

Playoff-vejen består af 16 nationer - de 12 andenpladser fra VM-kvalifikationen plus de fire højest rangerede gruppevindere fra den seneste udgave af Nations League, der ikke er blevet nummer et eller to i deres kvalifikationsgruppe.

Følgende nationer er kvalificeret til forårets playoff-kampe:

Via 2. plads:
Slovakiet
Kosovo
Danmark
Ukraine
Tyrkiet
Irland
Polen
Bosnien & Hercegovina
Italien
Wales
Albanien
Tjekkiet

Via Nations League:
Sverige
Rumænien
Nordirland
Nordmakedonien

Nations League-nationerne vil være rangeret i Pot 4 – den laveste seedning – til playoff-kampene.

De 16 nationer inddeles i fire grupper af fire hold, som er seedet i Pot 1 - 4. Et hold fra samme seedningslag kan IKKE møde hinanden.

Sådan er nationerne seedet:

POT 1
Italien
Danmark
Tyrkiet
Ukraine

POT 2
Polen
Wales
Tjekkiet
Slovakiet

POT 3
Irland
Albanien
Bosnien & Hercegovina
Kosovo

POT 4
Sverige
Rumænien
Nordmakedonien
Nordirland

Nationen fra Pot 1 møder først nationen fra Pot 4 i den ene semifinale, mens nationerne fra Pot 2 og Pot 3 møder hinanden i den anden. Hvert opgør afgøres over en enkelt kamp.

Nationerne fra Pot 1 og Pot 2 har hjemmebane i de respektive semifinaler.

Vinderen af hver af de to semifinaler mødes derefter i en finale om en plads ved slutrunden.

Spillested for finalen afgøres ved lodtrækning.