Kvindelandsholdet
Der blev tirsdag trukket lod til VM-kvalifikationen, hvor Kvindelandsholdet var at finde i kvalifikationens øverste lag. Sverige, Italien og Serbien kom op ad bowlen og venter i 2026.
Foto: fodboldbilleder.dk

Kvindelandsholdet skal i 2026 forsøge at kvalificere sig til VM-slutrunden i Brasilien i sommeren 2027.

Tirsdag var der lodtrækning til kvalifikationsgrupperne, hvor Danmark var placeret i Pot 3 i kvalifikationens øverste lag - A-laget.

Kvindelandsholdet var derfor garanteret at skulle møde en række af de stærkeste nationer i Europa om en direkte plads ved slutrunden i 2027 - og der kom også et par vanskelige opgør op ad bowlen.

Sverige, Italien og Serbien er således landsholdets tre modstandere, hvoraf de to førstnævnte også var at finde i Danmarks pulje i den netop overståede udgave af Nations League.

Kampene spilles over tre terminer i februar/marts, april og juni.

Endelige kampdatoer og spillesteder for kampene forventes at komme snarest muligt.

Hvordan fungerer kvalifikationen?

Kvindernes VM-kvalifikation hænger, ligesom EM-kvalifikationen, uløseligt sammen med Nations League-formatet.

Nationerne er, ligesom i Nations League, inddelt i tre lag, hvor Danmark er placeret i det øverste lag - A-laget.

I A-laget var Danmark seedet i Pot 3 ud af 4. Sverige kom fra Pot 1, Italien fra Pot 2 og Serbien fra Pot 4.

Der er fire puljer i A-laget, hvor kun de fire puljevindere kvalificere sig direkte til VM.

De tre resterende nationer i hver pulje er dog garanteret en playoff-plads, hvor man altså får en ekstra chance for kvalifikation.

Playoff-kampene sker i første omgang mod modstandere fra de andre lag - B og C.

Læs mere om formatet for kvalifikationen hos UEFA HER.

Forårets VM-kvalifikationskampe spilles på følgende datoer:

Kamp 1: Tirsdag 3. marts
Kamp 2: Lørdag 7. marts
Kamp 3: Tirsdag 14. april
Kamp 4: Lørdag 18. april
Kamp 5: Fredag 5. juni
Kamp 6: Tirsdag 9. juni