Herrelandsholdet
Med en 1-0-sejr i kufferterne er Herrelandsholdet rejst til Lissabon til den første kamp i den portugisiske hovedstad siden 2008. Bliv genopfrisket på Herrelandsholdets Nations League-modstander her.
Det portugisiske landshold i Parken, marts 2025. Foto: fodboldbilleder.dk

Turen går til Portugal og Lissabon, hvor de portugisiske værter venter i returopgøret i Nations Leagues kvartfinaler.

Selvom det kun er få dage siden den danske 1-0-sejr i Parken, kan du herunder få genopfrisket lidt af din viden om aftenens modstander.

NATIONS LEAGUE-HISTORIEN

Portugal har været placeret i Nations Leagues øverste lag – Liga A – siden turneringens start i 2018.

Portugiserne vandt tilmed den første udgave af Nations League, da de på hjemmebane i Porto slog Holland 1-0 i finalen på et mål af Goncalo Guedes.

Siden er gruppespillet blevet endestationen gennem to andenpladser, før man i den igangværende turnering kvalificerede sig til kampene mod Danmark via en førsteplads i en gruppe med Kroatien, Skotland og Polen.

Cristiano Ronaldo er aktuel topscorer i Nations Leagues Liga A med 5 scoringer.

SPILLERNE

DE NUVÆRENDE STJERNER

På trods af at de fleste af dem ikke helt slog til i Parken torsdag aften, er det svært at overse, hvor mange store profiler der udgør det nuværende portugisiske landshold.

Stjernen over dem alle, Cristiano Ronaldo, er også med på hjemmebanen i Lissabon, hvor han for mere end 20 år siden fik sine første minutter som seniorspiller for Sporting CP.

Han bliver igen flankeret af en lang række stjerner som Bernardo Silva, Bruno Fernandes, Rafael Leão og Rúben Dias.

I truppen er også to af portugisernes bedste spillere i Parken, Nuno Mendes, og keeper Diogo Costa.

Cristiano Ronaldo er efter kampen i Parken oppe på imponerende 218 landskampe og 135 mål, hvilket er suveræn portugisisk landsholdsrekord.

LANDSHOLDSLEGENDERNE

Selvom Cristiano Ronaldo gennem to årtier har fyldt næsten alt i portugisisk landsholdsfodbold, er der rigeligt med legendariske navne at tage fat i.

Går vi 60 år tilbage hed den helt store stjerne Eusébio. I perioden 1961-1973 scorede han 41 mål i 64 kampe - herunder imponerede 9 mål ved VM 1966, hvilket stadig er portugisisk VM-rekord.

Da Ronaldo gjorde sit indtog på det portugisiske landshold var Luis Figo den store stjerne. Den tidligere FC Barcelona og Real Madrid-profil spillede fra 1991-2006 127 landskampe og scorede 32 mål. Sammen med bl.a. et navn som Rui Costa (94 kampe, 26 mål) tegnede han i høj grad portugisisk fodbold i den periode.

I den anden ende af banen takkede forsvarsgeneralen Pepe af på landsholdet efter sommerens EM-slutrunde. Fra 2007-2024 blev det til hele 141 landskampe for den hårdt-tacklende tidligere Real Madrid-krumtap.

DE INDBYRDES OPGØR

Et dansk og portugisisk herrelandshold har mødt hinanden 16 gange i historien. Sejren i Parken torsdag var den fjerde danske sejr. To gange er det endt uafgjort, mens det er blevet til 10 portugisiske sejre.

Det seneste indbyrdes møde i Portugal ligger tilbage i 2015. Her blev det til en portugisisk hjemmesejr på 1-0 i Braga på et mål af João Moutinho.

Seneste kamp i Lissabon var i 2008 - på José Alvalade, som også danner rammen om aftenens kamp.

Med to scoringer i kampens absolutte slutfase lykkedes det dengang Danmark at vende et truende 1-2-nederlag til en 3-2-sejr.

Se højdepunkter fra det danske comeback i 2008 lige herunder.

highlights