U19-landstræner Lasse Stensgaard har udtaget holdet til EM.
Truppen indeholder mange gengangere fra den succesfulde kvalifikation i marts. De fleste af spillerne kommer fra den hjemlige liga, mens enkelte profiler spiller i udenlandske ligaer.
I marts sikrede U19-herrelandsholdet sig en billet til EM efter en dramatisk afslutning på kvalifikationen. For andet år i træk og for anden gang nogensinde er de danske drenge nu at finde til slutrunden, når det løber af stablen i Rumænien.
U19-landstræner, Lasse Stensgaard, ser frem til turneringen:
"Vi ser frem til slutrunden med en stærk trup, der har arbejdet hårdt for at nå hertil. Ambitionen er at sætte et tydeligt aftryk og spille os videre fra gruppen, hvor vi glæder os til at måle os mod de største nationer i Europa."
I kvalifikationen i Ungarn vandt Danmark gruppen. Her gjorde de rent bord mod Island, Ungarn og Østrig.
Ved den kommende EM-slutrunde er Danmark havnet i gruppe med Spanien, Montenegro og Rumænien.
Turneringen sparkes i gang den 13. juni og løber frem til den 26.juni. Danmark åbner mod Spanien den 13. juni, hvorefter Montenegro og Rumænien venter henholdsvis den 16. juni og 19. juni.