Der har været lidt af en landstrænerrokade i gang på de danske ungdomslandshold på drengesiden i løbet af året. Nu er brikkerne endegyldigt på plads, hvor tre nye folk indtager rollen som landstrænere fra sæsonskiftet.
Kasper Kececi bliver ny mand i spidsen for U16-drengelandsholdet. Morten Corlin, der i foråret har varetaget den midlertidige post som U18-landstræner, bliver ny træner for U17-drengelandsholdet. Morten Mølkjær overtager tøjlerne på U18-herrelandsholdet.
Det glæder DBU’s Talentudviklingschef på drengesiden, Kenneth Brogaard, at brikkerne er faldet på plads.
”Jeg er meget tilfreds med at bringe international erfaring ind i landstrænergruppen. Det er tre meget talentfulde, innovative og ambitiøse trænere, som kan bidrage til at udvikle vores mange talenter til fremtidens landshold. Vi vil samle og begejstre, og så drømmer vi om at vinde pokaler igen, og det starter i talentudviklingsmiljøerne og på ungdomslandsholdene, hvor vi vil udvikle verdens bedste holdspillere – det får de tre nye landstrænere en stor rolle i,” siger Kenneth Brogaard.
Morten Mølkjær vender retur til Danmark
U18-herrelandsholdets nye cheftræner, Morten Mølkjær, kommer fra portugisiske CD Mafra, hvor han er teknisk chef. Han har også været cheftræner for deres U23-hold samt assistent for seniorholdet. Han har tidligere været cheftræner for seniorholdene Aarhus Fremad og Kolding IF. Han har ligeledes været tilknyttet ungdomsafdelingerne i AGF og FCM. Mølkjær selv ser frem til at arbejde med Danmarks største talenter.
”Jeg er både stolt og taknemmelig over at få muligheden for at arbejde med landets største talenter. Det er en stor ære og et stort ansvar, og jeg ser frem til at bidrage til både spillernes faglige, taktiske og menneskelige udvikling. Jeg tror på, at relationer, tydelig ledelse og en dynamisk spillestil er nøglen til både resultater og langvarig udvikling,” siger Morten Mølkjær, der tidligere har været assistenttræner på U17-drengelandsholdet.
Corlin skifter landshold
Morten Corlin er aktuelt landstræner for U18-herrelandsholdet, men når den nye sæson sparkes i gang, bliver det med en ny kasket. Her skal han stå i spidsen for U17-drengelandsholdet, hvor det altoverskyggende mål er en billet til næste sommers U17-EM. Morten Corlin har tidligere været ungdomstræner i både B93, Brøndby IF og Hvidovre IF. Corlin ser frem til første samling med holdet.
”Det er en kæmpe fornøjelse at tiltræde rollen som U17-landstræner. Jeg tænker på nogle af mine forgængere i jobbet, som fx Thomas Frank og hvordan han tog holdet til EM og VM, samt hvordan det kickstartede hans karriere. Det er et stort privilegie som ungdomstræner at få lov til at udvælge, træne og spille kampe med de dygtigste spillere. Det er enhver træners drøm. Jeg glæder mig til første samling med en stærk trup og stab,” siger Morten Corlin.
Kasper Kececi øjner debut i rødt og hvidt
Kasper Kececi får tøjlerne på U16-drengelandsholdet, som er de unge talenters første møde med landsholdsfodbold. Den 32-årige træner kommer fra en rolle som assistenttræner på U19-holdet hos FC Nordsjælland, som netop har vundet U19-pokalen i øst. Med sig i bagagen har han også to år i den norske succesklub Bodø/Glimt, hvor han både stod i spidsen for holdets andet- og U19-hold. Kececi glæder sig til arbejdet med at udvikle de danske talenter.
“Det er en stor ære at skulle arbejde med de største talenter i landet og hjælpe dem et skridt videre i deres udvikling. Jeg glæder mig til samarbejdet med klubberne, så vi i fællesskab kan sikre, at spillerne får de bedste forudsætninger for at lykkes på vores ungdomslandshold. Jeg ser frem til at blive en del af DBU og landstrænergruppen, og jeg håber, jeg kan bidrage til, at vi sammen får uddannet de næste spillere til Herrelandsholdet,” siger Kasper Kececi.
De tre nye landstrænere kommer til at arbejde i rul, hvor de følger en årgang i to år. Morten Corlin og Kasper Kececi kommer dermed til at veksle mellem at være landstrænere for U16 og U17. Det samme gør sig gældende for Morten Mølkjær, der kommer til at følge U18, til de er færdige som U19-spillere i sommeren 2027. Han veksler med Morten Eskesen.
Gamle kendinge takker af
De store rokader på drengesiden kommer på bagkant af, at de nuværende ungdomslandstræne har fået nye roller eller valgt at søge nye græsgange.
I januar meldte Søren Hermansen ud, at han stopper som U16- og U17-landstræner efter otte år. Nuværende U16-landstræner, Jesper Mikkelsen, skal være assistenttræner for Lars Knudsen på U21-herrelandsholdet. Lasse Stensgaard stopper som landstræner for U19-herrelandsholdet, da han skal være assistenttræner på det finske A-herrelandshold. Morten Eskesen, der i skrivende stund er Steffen Højers højrehånd på U21-herrelandsholdet, falder tilbage i sin velkendte rolle som landstræner for U19. Det giver med andre ord ledige landstrænerposter på U16-, U17-, og U18-herrelandsholdet, som bliver besat af Morten Mølkjær, Morten Corlin og Kasper Kececi.