Kvindelandsholdet
Kvindelandsholdet spiller sidste hjemmekamp inden sommerens EM-slutrunde, når Wales er modstanderen på Odense Stadion i et afgørende Nations League-opgør. Bliv lidt klogere på aftenens modstander her.
Isabella Obaze med øjnene på bolden senest vi mødte Wales på hjemmebane, 31. oktober 2023. Foto: fodboldbilleder.dk

Wales er modstanderen på Odense Stadion, når Kvindelandsholdet fredag aften løber på banen til den sidste hjemmekamp i Nations League-gruppespillet - og den sidste hjemmekamp, inden turen går til EM-slutrunden i Schweiz.

Herunder kan du blive lidt klogere på  gæsterne.

NATIONS LEAGUE-HISTORIEN

Wales var også i den første udgave af Women's Nations League placeret i turneringens øverste lag – Liga A, hvor de ligeledes var i gruppe med Danmark.

Tyskland og Island var de to resterende nationer i gruppen.

Det endte med en sidsteplads og en nedrykning til Liga B for waliserne - bl.a. efter to nederlag til Danmark.

Nations League og EM-kvalifikationen er dog på kvindesiden bundet sammen, og det lykkedes Wales i den netop overståede EM-kvalifikation at vinde deres gruppe i Liga B, kvalificere sig til EM 2025 og samtidig sikre sig oprykning tilbage i Liga A.

SPILLERNE

DE NUVÆRENDE STJERNER

Akkurat som senest vi mødte Wales i april, er der hele 160 landskampe mellem den mest og mindst erfarne landsholdsspiller i Wales' trup til kampene mod Danmark og Italien. 

I det hele taget har de fem mest spillende i den nuværende trup spillet flere landskampe end resten af truppen tilsammen, hvilket giver et meget godt billede af en walisisk trup med både tung erfaring og rigtig mange nye navne. 

Jess Fishlock, anfører Angharad James og forsvarsgeneral Hayley Ladd har alle spillet over 100 landskampe, mens yngre navne som Carrie Jones og keeper Olivia Clark de senere år har bidt sig fast på landsholdet. Liverpools Gemma Evans må derudover også regnes som én af de helt store profiler på det walisiske hold.

LANDSHOLDSLEGENDERNE

Vi har allerede været forbi en række af de helt store profiler i walisisk landsholdsfodbold - og faktisk også den største af dem alle: Jess Fishlock.

38-årige Fishlock er med sine 160 kampe og 46 scoringer ikke blot den mest spillende walisiske landsholdsspiller. Hun er også den mest scorende - på tværs af køn!

Anfører Angharad James er med sine 130 kampe nummer tre på listen over flest optrædener. Sophie Ingle, som ikke er med i truppen til de to kampe, er nummer to med 141 kampe.

Det er også værd at nævne Helen Ward, der stoppede sin landsholdskarriere i 2023. I perioden fra 2008 nåede hun 105 kampe og 44 mål, hvilket gør hende til den næstmest scorende.

DE INDBYRDES OPGØR

Det er blot det sjette møde mellem Danmark og Wales i historien. De foregående fem møder har resulteret i fire danske sejre og én uafgjort kamp.

Det seneste møde med dansk hjemmebane, var i den seneste udgave af Nations Leagues gruppespil den 31. oktober 2023 på Viborg Stadion.

Her blev det til en dansk 2-1-sejr på mål af Amalie Vangsgaard og Sofie Bredgaard.

Herunder kan du se højdepunkter fra 2-1-sejren i 2023.

highlights