Når Kvindelandsholdet snart sætter kursen mod Schweiz og EM-slutrunden, bliver det iført dansk design. Det sker som led i et nyt samarbejde mellem DBU og det københavnske modebrand ROTATE, som nu indtræder som officiel rejsetøjsleverandør.
Rejsetøjet – som bæres af både spillere og stab, når holdet ankommer til kamp eller bevæger sig mellem destinationer – er skabt med fokus på komfort og ROTATE’s moderne æstetik.
”Vi er meget stolte af at være med til at repræsentere Danmark på den internationale scene og bakke op om nogle af de stærkeste kvinder i sporten. Kollektionen er designet med respekt for funktionalitet, men med et klart ROTATE-touch – og vi tør godt love, at Danmark bliver det mest velklædte landshold til slutrunden,” siger Jeanette Madsen og Thora Valdimars, kreative direktører i ROTATE.
Hos DBU er samarbejdet med ROTATE som Formal Wear Leverandør et match med Kvindelandsholdets værdier og det udtryk, som holdet ønsker at fremstille, når de tager til en slutrunde for at forsvare de danske farver. Det fortæller Birgitte Mabeck, kommerciel direktør i DBU.
”Vi havde en fantastisk oplevelse med ROTATE, da vi tidligere på året indgik et samarbejde med hummel og ROTATE om en limited landsholdstrøje. Nu udvider vi samarbejdet med en rejsekollektion til Kvindelandsholdet, som skal være med til at sikre, at spillerne ankommer velklædt og komfortabelt til landskampe,” siger Birgitte Mabeck.
Aftalen med ROTATE løber frem til udgangen af 2026.