Kvindelandsholdet
Tyskland venter tirsdag aften på St. Jakob-Park i Basel, når Kvindelandsholdet går ind til det andet opgør ved EM-slutrunden. Bliv lidt klogere på aftenens modstander her.
Amalie Vangsgaard i duel mod Tyskland, 22. september 2023. Foto: fodboldbilleder.dk

Det gælder andet opgør ved EM-slutrunden for både Danmark og Tyskland, når St. Jakob-Park i Basel tirsdag aften danner rammen om det 21. indbyrdes møde mellem de to nabolande.

Herunder kan du blive lidt klogere på kampens modstander.

Husk, at du kan se de danske kampe på storskærm i Aarhus, Odense og København. Læs mere HER.

EM-HISTORIEN

Tyskland deltager i år ved en EM-slutrunde for 12. gang i historien.

Nationen er suverænt den mest vindende i EM-historien med hele otte titler - den første i 1989 (som Vesttyskland) og den seneste i 2013.

Til den seneste slutrunde i 2022 blev det til en sølvmedalje efter nederlag til de engelske værter i finalen.

SPILLERNE

DE NUVÆRENDE STJERNER

Tyskland er blandt favoritterne til EM-titlen, og det kan man godt forstå, når man kigger ned over truppen, som landstræner Christian Wück råder over til slutrunden.

Stammen på det tyske hold består i høj grad af en række af Pernille Harders holdkammerater fra Bayern München, der udover anfører Giulia Gwinn i forsvaret tæller flere store offensive profiler.

Topscorer Lea Schüller springer særligt i øjnene, med sine 53 scoringer, sammen med klubkammeraterne Klara Bühl og den unge stjerne Jule Brand, der, ligesom Schüller, scorede i tyskernes åbningskamp mod Polen.

På midtbanen er det også værd at holde øje med Chelseas Sjoeke Nüsken, der har indtaget en central rolle på det tyske landshold.

Truppens mest erfarne spiller er Lyons Sara Däbritz med 108 landskampe, mens Lea Schüller med sine 53 scoringer er den mest scorende i den aktuelle tyske trup.

LANDSHOLDSLEGENDERNE

Lea Schüller er med sine mange scoringer godt på vej til at spille sig op ad rekordlisterne i den tyske landsholdshistorie. Der er dog endnu et godt stykke op til toppen.

For selvom der er mange store navne i tysk fodbold, skinner ét lidt mere tydeligt - Birgit Prinz.

Prinz nåede i perioden 1994 - 2011 hele 214 kampe og 128 scoringer, hvilket også gør, at hun topper begge historiske lister rent suverænt.

Med det tyske landshold vandt hun to verdensmesterskaber, fem EM-titler og tre OL-bronzemedaljer.

På det personlige plan blev hun tre gange kåret til FIFA's Player of the Year og hele otte gange til årets spiller i Tyskland.

DE INDBYRDES OPGØR

Et dansk og tysk kvindelandshold har tidligere mødt hinanden 20 gange i historien. Det har resulteret i fem danske sejre, tre uafgjorte og tolv tyske sejre.

Det seneste indbyrdes møde var i Rostock den 1. december 2023 i Nations League. En kamp der endte med en sikker tysk 3-0-sejr.

Kampen et par måneder forinden, det omvendte opgør, var ellers endt med en dansk 2-0-sejr på Viborg Stadion. Amalie Vangsgaard stod for de to danske scoringer.

Herunder kan du se højdepunkter fra hjemmekampen i Viborg og de to scoringer af Amalie Vangsgaard.

highlights

Se højdepunkter fra kampen online HER.