Der venter Danmark og Sverige en varm fredag aften på Stade de Genève, når det for begges vedkommende gælder første kamp ved EM-slutrunden.
Herunder kan du blive lidt klogere på kampens svenske modstander.
Sverige deltager i år ved en EM-slutrunde for 12. gang i historien.
Det er tidligere lykkedes svenskerne at vinde turneringen en enkelt gang. Det skete ved den første officielle EM-slutrunde i 1984.
Siden er det bl.a. blevet til tre sølvmedaljer - i 1987, 1995 og 2001.
Til den seneste slutrunde i 2022 nåede Sverige helt til semifinalen, hvor de senere vindere fra England dog blev for stor en mundfuld.
Der er 20 års aldersforskel på den ældste, Linda Sembrandt (38 år), og yngste spiller, Smilla Holmberg (18 år), i den svenske EM-trup., hvor hele seks spillere har rundet 100 landskampe for de blå-gule.
De tre defensive profiler Magdalena Eriksson, Jonna Andersson og netop Linda Sembrandt har tilsammen spillet næsten 400 landskampe og udgør en stærk rygrad på det svenske landshold.
Alligevel vil manges øjne nok rette sig mod den offensive trio med Johanna Rytting Kaneryd, Fridolina Rolfö og Stina Blackstenius, der virkelig ser ud til at have fundet hinanden i den blågule trøje.
Truppens mest erfarne spiller hedder Kosovare Asllani, som i kampen mod Danmark kan opnå sin landskamp nr. 200 for Sverige. Derudover er hun også den mest scorende spiller med sine 49 landskampsmål.
Når vi snakker svenske landsholdslegender, kan man ikke komme udenom førnævnte Kosovare Asllani. Historisk er hun pt. den tredjemest spillende og sjettemest scorende på det svenske kvindelandshold.
De to lister toppes af henholdsvis Caroline Seger og Lotta Schelin.
Seger spillede i perioden 2005-2023 imponerende 240 landskampe og var med til at vinde to VM-bronzemedaljer og to gange OL-sølv.
På det individuelle plan blev hun kåret til Årets Talent i Sverige i 2005, Årets midtbanespiller i Sverige hele fem gange samt ikke mindst Årets Spiller i Sverige i 2009 og 2010.
Lotta Schelin kunne i dén grad score mål. Hele 88 af slagsen lavede hun på det svenske landshold i perioden 2004 - 2017, hvilket gør hende til historiens mest scorende.
Udover en VM-bronzemedalje og en OL-sølvmedalje med landsholdet, blev hun kåret til Årets Talent i Sverige i 2004 og Årets Spiller i Sverige hele fem gange. Hertil kan lægges flere topscorertitler i både klub- og landsholdsturneringer.
Et dansk og svensk kvindelandshold har tidligere mødt hinanden hele 59 gange i historien. Det har resulteret i 14 danske sejre, 12 uafgjorte og 33 svenske sejre.
Det seneste indbyrdes møde var den 3. juni i Nations League-gruppespillets sidste opgør, og det er en kamp, som alle danske fans og spillere nok helst vil glemme.
Det blev nemlig til en knusende svensk 6-1-sejr i Stockholm i et opgør, der sikrede svenskerne gruppesejren.
Seneste danske sejr ligger tilbage i april 2023, hvor Stine Larsen med en sen scoring sikrede en dansk 1-0-sejr på udebane i Malmø.
Herunder kan du se højdepunkter fra kampen.