Kvindelandsholdet
Kvindelandsholdets anden kamp ved EM i Schweiz endte med en tysk 2-1-sejr efter et intenst opgør i Basel, hvor Danmark ellers tog føringen på en flot scoring af Amalie Vangsgaard.
Foto: fodboldbilleder.dk

St. Jakob-Park lagde græs til Danmarks anden kamp ved EM. Efter et snævert 1-0-nederlag til Sverige i turneringens første kamp, var det danskerne, der gik ind på græstæppet med mest på spil af de to hold.

Placeret tæt på den tyske grænse var det svært ikke at forveksle Basel med en hjemmebane for det tyske hold. Langt de fleste af 34.165 tilskuere på stadion bar de tyske farver og lagde fra kampens begyndelse et lydmæssigt stort pres på det danske hold, der havde opbakning fra knap 600 rød-hvide fans.

Tilskuertallet til opgøret var desuden det højeste nogensinde til en kamp ved EM for kvinder, hvor værtslandet ikke deltager.

Det tyske pres fra lægterne gav genlyd inde på grønsværen i Basel, hvor Tyskland lagde kampen ud med et hårdt tryk mod det danske mål.

Tyskernes tryk udmundede sig i en scoring efter 18 minutter, hvor en god afslutning af Klara Bühl endte i de danske netmasker. Men dommeren dømte offside efter et VAR-tjek, og målet blev annulleret.

Pragtmål af Vangsgaard
Danskerne viste sig dog også farlige på hurtige kontraktstød i første halvleg, men det var efter et hjørnespark, at de danske underdogs fik tysset tyskerne. Efter et opportunistisk løb af Janni Thomsen endte bolden pludselig hos Amalie Vangsgaard, der køligt bankede bolden i nettet med højrefoden. 1-0 til Danmark efter 25 minutters spil.

Danmark ville mere, og både Pernille Harder, Janni Thomsen og Sara Holmgaard kom frem til gode afslutninger i de følgende minutter.

Efter 37 minutter endte en tysk afslutning umiddelbart på hånden af Frederikke Thøgersen indenfor stregerne af feltet. Straffespark til Tyskland. Men ffter et VAR-tjek omstødte dommeren dog sin beslutning til et frispark til tyskerne, og Danmark slap med skrækken.

Kyniske Tyskland
Efter pausen fortsatte det tyske pres mod det danske mål, men den danske defensiv med Maja Bay Østergaard i spidsen stod godt placeret.

Knap 10 minutter inde i anden halvleg var tyskerne igen farlige inde i det danske felt, da Katrines Veje havde en mindre kontakt med tyskernes Linda Dallmann. Den portugisiske dommer vinkede afværgende i første omgang, men efter et VAR-tjek fik Tyskland straffespark, som sikkert eksekveret af tyskernes nummer 9, Sjoeke Nüsken. 1-1 i opgørets 56. minut.

10 minutter senere ramte en dansk clearing Emma Snerle i ansigtet, og den danske midtbanespiller gik straks i græsset med en hovedskade. Dommeren lod dog spillet fortsætte, og det udnyttede tyskerne til få sekunder senere at sende bolden i kassen. 2-1 ved Lea Schüller.

Tyskerne fortsatte kampen med masser af selvtillid efter scoringen og havde chancer for at øge føringen. Modsat forsøgte Danmark sig med flere offensive indskiftninger, hvor blandt andre Signe Bruun og Nadia Nadim blev sendt på banen.

Danskerne lykkedes ikke med at sætte et sidste pres ind, og det blev derfor ikke til flere scoringer i kampen. Danmark ligger i skrivende stund på en tredjeplads i EM-gruppen, men er ude af chancer for avancement, hvis Sverige tirsdag aften får point mod Polen.

Danmarks sidste gruppekamp ved EM spilles lørdag aften mod Polen kl. 21.00 i Luzern. Hvis du som dansk fan er på stadion til opgøret, kan du finde information om mødested for danske fans og meget mere her på fordanmark.dk.