Odense Stadion danner rammen, når Kvindelandsholdet fredag aften møder de svenske VM-bronzevindere i årets første landskamp.
Herunder kan du blive lidt klogere på kampens modstander.
Sverige var, som nu, også i den første udgave af Nations League placeret i turneringens øverste lag – Liga A.
Her var svenskerne placeret i en svær gruppe med Spanien, Italien og Schweiz. To sejre og en enkelt uafgjort i seks gruppekampe resulterede i en svensk tredjeplads, hvilket betød, at man måtte ud i to playoff-kampe for at undgå nedrykning til Liga B.
Playoff-kampene blev dog en smal sag for de svenske kvinder, som slog Bosnien & Herzegovina med samlet 10-0. Derfor er Sverige altså fortsat at finde i Liga A - præcis ligesom Danmark.
Sverige har på kvindesiden traditionelt set haft et rigtig stærkt landshold - og det nuværende er ingen undtagelse. Det understreges bl.a. af bronzemedaljer ved den seneste VM-slutrunde i 2023 og en aktuel placering som nummer fem på FIFA's verdensrangliste.
I truppen til kampene mod Danmark og Wales finder vi flere spillere med over 100 landskampe - krydret med en håndfuld unge, spændende navne.
Af de erfarne profiler kan nævnes forsvarskaptajnerne Magdalena Eriksson (115 kampe), Linda Sembrant (154 kampe), anfører Kosovare Asllani (192 kampe) samt de offensive profiler Stina Blackstenius (111 kampe) og Fridolina Rolfö (93 kampe), der alle har spillet store roller på det svenske landshold gennem mange år.
De senere år har spillere som Hanna Lundkvist og Hanna Bennisson - begge 22 år - gjort deres entré på landsholdet. Bennisson kan mod Danmark allerede runde imponerende 50 landskampe!
Kosovare Asllani kan prale af både at være spilleren med flest landskampe (192) og flest scoringer (47) i den nuværende trup. Hun ligger pt. på tredjepladsen over flest landskampe i historien.
Når vi snakker svenske landsholdslegender, kan man ikke komme udenom førnævnte Kosovare Asllani. Historisk er hun pt. den tredjemest spillende og sjettemest scorende på det svenske kvindelandshold.
De to lister toppes af henholdsvis Caroline Seger og Lotta Schelin.
Seger spillede i perioden 2005-2023 imponerende 240 landskampe og var med til at vinde to VM-bronzemedaljer og to gange OL-sølv.
På det individuelle plan blev hun kåret til Årets Talent i Sverige i 2005, Årets midtbanespiller i Sverige hele fem gange samt ikke mindst Årets Spiller i Sverige i 2009 og 2010.
Lotta Schelin kunne i dén grad score mål. Hele 88 af slagsen lavede hun på det svenske landshold i perioden 2004 - 2017, hvilket gør hende til historiens mest scorende.
Udover en VM-bronzemedalje og en OL-sølvmedalje med landsholdet, blev hun kåret til Årets Talent i Sverige i 2004 og Årets Spiller i Sverige hele fem gange. Hertil kan lægges flere topscorertitler i både klub- og landsholdsturneringer.
Et dansk og svensk kvindelandshold har tidligere mødt hinanden hele 57 gange i historien. Det har resulteret i 14 danske sejre, 12 uafgjorte og 31 svenske sejre.
Det seneste indbyrdes møde var i en testkamp i Malmø tilbage i april 2023, hvor det blev til en dansk 1-0-sejr på en overtidsscoring af Stine Larsen foran et fyldt dansk udebaneafsnit.
Herunder kan du se højdepunkter fra kampen i april 2023, hvor Stine Larsen med et sent mål blev dansk matchvinder i Malmø.