EM24
Herrelandsholdet er til EM i Tyskland, hvor der i første omgang venter tre gruppekampe. Vores anden modstander er England. Bliv klogere på det engelske landshold her.
Mikkel Damsgaard har scoret til 1-0 i EM-semifinalen i 2021. Foto: fodboldbilleder.dk

EM-gruppespillets anden kamp den 20. juni står mod England. Et landsholdsopgør der efterhånden er ikonisk.

Men hvilken størrelse er England - rent fodboldmæssigt? Hvordan er de kommet til EM-slutrunden? Og hvordan ser vores indbyrdes historie ud?

VEJEN TIL EM

Englands vej til sommerens EM-slutrunde gik via en førsteplads i EM-kvalifikationens gruppe C, hvor Italien tog den anden direkte kvalifikationsplads foran Ukraine, Nordmakedonien og Malta.

Det engelske mandskab gik ubesejret gennem kvalifikationsgruppen med seks sejre, to uafgjorte kampe og en måltotal på 22:4.

Anfører Harry Kane blev engelsk kvalifikationstopscorer med 8 scoringer.

LAND
K
V
U
T
+
-
P
FORM
1
England
8
6
2
0
22
4
20
V
V
U
2
Italien
8
4
2
2
16
9
14
T
V
U
3
Ukraine
8
4
2
2
11
8
14
V
V
U
4
Nordmakedonien
8
2
2
4
10
20
8
T
T
U
5
Malta
8
0
0
8
2
20
0
T
T
T

EM-HISTORIEN

Selvom England til dato aldrig har vundet en EM-titel, har nationen en lang historie, når det kommer til slutrundedeltagelser. Sommerens slutrunde i Tyskland markerer således deres tiende EM-deltagelse i historien, der strækker sig tilbage til debuten ved slutrunden i Italien i 1968.

Blandt højdepunkterne er netop debuten i 1968, hvor man efter et nederlag til Jugoslavien i semifinalen slog Sovjetunionen i kampen om tredjepladsen.

På hjemmebane i 1996 blev semifinalen også endestationen for England mod de senere europamestre fra Tyskland. På dette tidspunkt var man stroppet med at spille om tredjepladsen ved EM. Derfor var semifinalen englændernes sidste kamp i turneringen.

Det resultatmæssige højdepunkt kom ved EM 2020 (2021), hvor England nåede hele vejen til finalen på Wembley. Her blev det til et snævert nederlag i straffesparkskonkurrence til Italien.

SPILLERNE

DE NUVÆRENDE STJERNER

Ja, hvor skal man begynde? Mulighederne er mange, når den engelske landstræner Gareth Southgate skal sammensætte det engelske holdkort.

Rutinerede stjerner som Harry Kane, Kyle Walker og Kieran Trippier er de seneste år blevet flankeret af navne som Jude Bellingham, Declan Rice, Bukayo Saka og Phil Foden i en engelsk trup, der tæller spillere fra topklubber i Premier League, Bundesligaen og La Liga.

Harry Kane er med 92 kampe den nuværende landsholdsspiller med flest optrædener for England, ligesom han også er den mest scorende spiller i den engelske landsholdshistorie med sine 63 scoringer.

LANDSHOLDSLEGENDERNE

Harry Kane må som den mest scorende spiller allerede nu regnes som én af legenderne i engelsk landsholdsfodbold.

Rekorden for flest landskampe indehaves af målmandslegenden Peter Shilton, som gennem en 20-årig landsholdskarriere, der strakte sig mellem 1970 og 1990, spillede hele 125 kampe for englænderne.

Han efterfølges på listen af tre nyere legender i form af Wayne Rooney (120 kampe), David Beckham (115 kampe) og Steven Gerrard (114 kampe).

Harry Kane i aktion mod Danmark. Foto: fodboldbilleder.dk

DE INDBYRDES OPGØR

27 gange. Så mange gange har et dansk herrelandshold tidligere stået overfor et engelsk ditto. Det har resulteret i syv danske sejre, fem uafgjorte og hele femten sejre til englænderne.

Seneste danske sejr kom i 2020, hvor en straffesparksscoring af Christian Eriksen på et mennesketomt Wembley sikrede tre point i Nations League-gruppespillet.

Næsten samme scenarie udspillede sig tilbage i 1983, hvor det i stedet var Allan Simonsen, der med et straffespark på Wembley sikrede én af de mere legendariske sejre i landsholdshistorien. En sejr, der var med til at sende 80’er-holdet til EM-slutrunden i 1984.

Se Christian Eriksens straffesparksscoring fra 2020 og højdepunkter fra sejren i 1983 lige herunder.

highlights

indbyrdes møder