En 3-0 sejr på udebane over Belgien betyder, at Danmark har sikret sig kvalifikation til EM-slutrunden 2025 i Schweiz.
Præmissen var sat, inden Kvindelandsholdet kamp på udebane mod Belgien: En sejr og holdet ville booke billet til EM 2025 i Schweiz.
Kampen startede dog lidt svært ud for danskerne, der ikke helt kunne få spillet i gang. Samtidig truede belgierne omkring det danske mål i kraft af deres store fysik.
Det danske hold havde generelt udfordringer i at spille sig til chancer i første halvleg, men med seks minutter igen af halvlegen var Stine Ballisager tæt på, da hun på et hjørnespark headede bolden på overliggeren. I de sidste minutter af første halvleg var det Belgiens tur til at presse på, men det blev aldrig til det store, og de to hold kunne gå til pause helt lige.
Anden halvleg bød dog på helt andet spil fra danskerne. De danske spillere truede konstant det belgiske mål, og efter en times spil blev et indlæg fra Frederikke Thøgersen ramt helt skævt af belgiske Janice Cayman, der dirigerede bolden i eget mål.
Få minutter senere fordoblede den danske anfører, Pernille Harder, føringen, da hun efter en flot tur ude på venstresiden kunne trække forbi sin direkte modstander og placere bolden sikkert lavt i det lange hjørne.
Med få minutter igen cementerede Sara Holmgaard sejren og EM-kvalifikationen med sin første scoring for Kvindelandsholdet. Dermed var det en realitet – Danmark skal til EM 2025.
Billetsalget starter 1. oktober
Allerede nu kan fans skrive sig op til billetter til slutrunden i Schweiz næste sommer. Billetsalget foregår via UEFA og begynder den 1. oktober.
Du kan finde al relevant billetinformation om EM lige her på fordanmark.dk.