Der venter Herrelandsholdet to udekampe i oktober i henholdsvis Spanien og Schweiz. I juli kom spillestederne til kampene på plads, og nu er de endelige detaljer ift. billetsalget også landet fra modstanderforbundene.
Derfor åbner billetsalget til de to kampe på mandag den 19. august kl. 10.00 - i første omgang for ForDanmark-abonnenter og Basismedlemmer, som har forkøbsret til onsdag den 21. august kl. 10.00.
Billetter vil som altid kunne købes på billet.dbu.dk.
Vi møder Spanien på Estadio Nueva Condomina i Murcia den 12. oktober. Prisen pr. billet er her 230 kr. inkl. gebyr.
Schweiz byder indenfor på Kybunpark i St. Gallen den 15. oktober. Her er prisen pr. billet 400 kr. inkl. gebyr.
Billetprisen til hver af kampene er fastsat så præcist som muligt ud fra et estimat fra modstanderforbundet. En evt. difference vil gå til TIFO- og fanarbejdet.
Hvis man er en gruppe, der skal afsted, opfordres der til, at man køber sine billetter på samme transaktion. På den måde er man sikker på at være placeret sammen på stadion.
Vi venter fortsat på de sidste detaljer ift. kampen i Serbien den 18. november. Information om billetsalg til denne kamp vil først komme, når disse er på plads.
Du skal huske at have valideret din billetprofil inden billetkøb til udekampe. Køber du billetter til flere personer, skal alle profiler være valideret.
Er du i tvivl om du er valideret, så kan du tjekke det på din billetprofil.
Du skal logge ind på billet.dbu.dk, gå til "konto" og trykke på dit navn.
Herefter kan du vise hvilke segmenter du er en del af, og der skal stå "Valideret til udebane".
Hvis du ikke er valideret, så skal du sende en mail til billetsalg@dbu.dk med billede af dit pas eller kørekort.