21 sep 2021 21:00
#VM2023

Stine Larsen-hattrick i ny storsejr

DBU Fodbold
Foto: Aserbajdsjans fodboldforbund

Kvindelandsholdet tog endnu en flot sejr i VM-kvalifikationen med 8-0 over Aserbajdsjan i Baku. Angriber Stine Larsen scorede hattrick med tre hovedstødsmål.

Kvindelandsholdet skulle tirsdag aften bygge videre på den fornemme start i VM-kvalifikationen efter 7-0-sejren over Malta, da Aserbajdsjan var modstanderen i efterårsvarme Baku.

Og det blev endnu en stærk præstation og overbevisende sejr for de rød-hvide.

Fra første sekund tog Danmark teten i opgøret, og det gav hurtigt pote. Efter 10 minutter havde både Signe Bruun og Stine Larsen sendt kuglen i kassen. Og efter 25 minutter blev føringen udvidet, da Stine Larsen igen headede bolden i mål.

Stillingen ved pausen blev 4-0 efter et aserbajdsjansk selvmål i slutningen af halvlegen.

I anden halvleg var det derfor kun et spørgsmål om, hvor stor den danske sejr skulle være. Stine Larsen fuldendte en fremragende aften med et hattrick efter sin tredje hovedstødsscoring. Men også Signe Bruun kom på tavlen endnu en gang.

Med knap en halv time igen kom blandt andre Mille Gejl og Emma Snerle på banen. De betalte landstrænernes tillid tilbage med at score et mål hver. For Emma Snerle var det hendes første mål for Kvindelandsholdet.

Der blev ikke scoret mere. Danmark vandt dermed 8-0 over Aserbajdsjan og har fået en perfekt start på VM-kvalifikationen med to sejre og en målscore på 15-0.

Næste opgave i kvalifikationen for Danmark er torsdag den 21. oktober, når Bosnien-Hercegovina er modstanderen på Viborg Stadion.