DANMARK - ØSTRIG

DANMARK - ØSTRIG DEN 13. JUNI 2022 KL. 20:45

Mandag den 13. juni møder vi Østrig hjemme i Nations League. 

OBS SIDEN BLIVER LØBENDE OPDATERET 

BILLETTER

Salget til kampen foregår i flere faser

- 21. april kl. 10 kan ForDanmark Dynamit-medlemmer hente deres billetter.
- 25. april kl. 10 kan ForDanmark Dynamit-medlemmer tilkøbe én tilkøbsbillet via deres abonnement. 
- 28. april kl. 10 kan ForDanmark Basis-medlemmer købe billetter.
- 5. maj muligt løssalg

Ønsker du at sidde sammen med din tilkøbsbillet, skal du vente med at trække din egen billet til mandag d. 25 april. Allerede trukkede billetter kan ikke flyttes.  

I 2021 oplevede vi en enorm interesse for Herrelandsholdet, hvilket betød, at alle billetter til kampene i Parken blev solgt til ForDanmark-medlemmer. Det er en tendens, der ser ud til at fortsætte i det nye år, og det er derfor ikke sikkert, at der kommer billetter i løssalg.

Du kan finde billetter på billet.dbu.dk

FANZONE

Vi opdaterer, så snart vi har mere information.

INDGANG

På din billet står der, hvilken indgang du skal benytte dig af for at komme ind til din plads på stadion. På din billet står også en alternativ indgang til stadion, hvis der opstår kø ved den ene indgang. 

Ved portene til stadion bliver du visiteret. Her viser du også billet. Du kan vise din billet på både mobil eller på udprintet papir. Det er en stor hjælp, hvis du allerede har billetten klar, når du stiller dig i kø. 

TRANSPORT TIL STADION

Den nemmeste måde at ankomme til Parken er på gåben eller cykel. 

TOG/METRO

Den nye Cityring har to stationer i 5-600 meters gåafstand fra Parken: Trianglen og Vibenshus Runddel. Mellem disse er Poul Hemmingsens Plads i ca. 1 km’s gåafstand.

Du kan også tage S-tog til Østerport, Nordhavn, Svanemøllen og Ryparken (gåafstand ca. 1,3-1,6 km). På Østerport kører der desuden regionaltog og metro, så du kan skifte og køre til Trianglen.

BUS 

Bus 1A kører fra Hellerup ad Østerbrogade til Trianglen og videre ad Blegdamsvej mod Nørrebro

Bus 14 kommer fra Ryparken og stopper bl.a. ved Vibenshus Runddel, Nordhavn Station og Trianglen

Bus 23 kommer fra Klampenborg og stopper bl.a. ved Svanemøllen, Poul Henningsens Plads, Nordhavn og Lille Triangel


BIL 

Vi anbefaler, at du bruger Google Maps for at finde den optimale bilrute til Parken. Bemærk dog, at det er svært at parkere tæt på Parken på en kampdag. Vi anbefaler ikke at tage bilen til Parken grundet trafik og vanskelige parkeringsforhold. 

FLAG, TROMMER OG TASKER

Vi anbefaler at medbringe så lidt som muligt til Parken.

TASKER

Hvis det ikke kan undgås, må du gerne tage en lille rygsæk eller håndtaske med ind på stadion. 

Din taske må max være 40 x 30 x 25 cm. 

Store tasker og baggage over disse mål er ikke tilladt. Desværre er der ikke garderobefaciliter i Parken. 

FLAG OG TROMMER

Flag er meget velkomne i Parken.
Flag må maksimalt måle 1 x 1,5 m. Flagpinde er tilladt, hvis de maksimalt er 1,2 meter lange. Selve pinden må maksimalt være 1 cm i diameter. 
Hvis du vil medbringe et flag, der er over 1 x 1,5 meter, skal det forhåndsgodkendes af sikkerhedsafdelingen. Vi gør opmærksom på, at UEFA ikke tillader bannere, flag og lign. med politiske budskaber. Hvis du medbringer flag med politiske budskaber, vil du blive bedt om at pakke flaget sammen. 

Hvis du har flag, trommer eller bannere, der skal forhåndsgodkendes, skal du kontakte DBUs fankoordinator. Beskriv dimensioner og udsmykning af flaget/banneret - og vedhæft et billede af det, du gerne vil medbringe.
Deadline for godkendelse af flag er senest en uge før kampen.

Konfettirør, pyroteknik og creperuller med konfetti er ikke tilladt i Parken. 

ØL-KAST

Til de seneste kampe har der været et stigende udfordring med danske fans, der kaster øl på tribunerne. Det skaber en masse problemer. DBU får store bøder fra UEFA. Det er farligt for medfans og børn. Og det er en stor uskik.  

Fremover risikerer du til landskampe at blive smidt ud af Parken, hvis stewards og sikkerhedspersonale fanger dig i at kaste øl. 

Så stop med at kaste med øl. Drik dem i stedet!

MAD OG DRIKKE PÅ STADION

I Parkens boder på stadion kan du købe mad og drikkevarer. 

Udvalget i boderne består af hotdogs, sandwiches, popcorn, slik, is, sodavand, vand, drinks, shots og Carlsberg-fadøl.